Fondtoppen - Småbolag, ränta och hedge i fondtoppen - Nordnet Sverige

Jag är lite ny inom fondsparandet och därför undrade varför de så stor skillnad på avgiften när dessa fonder verkar vara snarlika samt avkastningen verkar ha gått bättre för BNNP senaste året, så avgiften är inte något intressant att tänka på? Men rekommenderar ni att man hellre köper east capitals turkietfond när det har blivit lite stabilare?

Jag är lite ny inom fondsparandet och därför undrade varför de så stor skillnad på avgiften när de East Capital är en mycket framgångsrik förvaltare på Östeuropa, Ryssland och Turkiet och letar aktivt efter bolag som är undervärderade så jag betalar gärna något mer i avgift för att få en förvaltare som är aktiv och försöker slå index och letar undervärderade billiga bolag jämfört med att betala höga avgifter för en passiv förvaltare som bara följer index.

Avgiften har betydelse och klarar inte förvaltaren av att slå index ska man ha en billig indexfond istället. Det är svårt att tro att Turkiet skulle tacka nej till EU och Erdogans senaste uttalande ser jag som en del av förhandlingsspelet med EU men självklart skakar detta om marknaden som hatar politisk osäkerhet.

Bo Eloff skrev 31 jan, East Capital är en mycket framgångsrik förvaltare på Östeuropa, Ryssland och Turkiet och letar aktivt efter bolag som är undervärderade så jag betala Börsen i Istanbul rusar och nu är uppgången hela 16 procent sedan årsskiftet. Med lika mycket har Turkietfonderna som är tillgängliga för svenska småsparare ökat i genomsnitt, enligt Morningstars siffror.

Därmed framstår börsfallet i slutet av januari, efter omfattande vinsthemtagningar, som ett tillfälligt hack i kurvan. Allt ljusare utsikter för landets ekonomi ligger bakom. Det har fått kreditvärderarna att uppgradera Turkiets kreditbetyg. Nu ökar förväntningarna på ytterligare uppgraderingar. Så förklarar Emre Akcakmak den senaste veckans börsrally i Istanbul. Samtidigt har räntorna på turkiska statsobligationer kommit ned och lockar internationella investerare. På global nivå har riskviljan ökat i spåren av stimulanser från världens centralbanker.

Det gynnar den dynamiska och snabbväxande ekonomin i Turkiet särskilt mycket, resonerar Turkietförvaltaren. Han tror att den positiva trenden på börsen kan hålla i sig. Totalt är nu   arbetslösa, vilket motsvarar 9,1 procent av Sveriges befolkning. Under veckan som gick skrev 15  nya personer in sig som arbetslösa.

Nästan en tredjedel av dessa var unga mellan 18—24 år. För att hjälpa de ökande antalet arbetslösa kommer Arbetsförmedlingen utöka sin stab med medarbetare, skriver de i ett pressmedelande.

Efter att ha fallit stort i mars har konsumtionen nu återhämtat sig i alla nordiska länder. Men återhämtningen är långsammare i Sverige än i våra grannländer, visar ny data över korttransaktioner från Nordea. Transaktionerna i Finland och Norge var drygt sex procent högre i juni än samma månad I Danmark är det strax under nollan, medan Sverige ligger sju procent lägre än juni förra året. I samtliga länder är konsumtionen av varor högre än normalt, medan nivåerna för köp av tjänster ligger betydligt lägre.

Vad gäller både frisörer och restauranger var tappet först störst i Finland, Danmark och Norge, men transaktionerna har där kommit tillbaka under maj och juni. Nu är det i stället svenskarna som spenderar minst i Norden hos frisörer och restauranger, jämfört med förra året. De hårdast drabbade sektorerna i samtliga nordiska länder är kultur, hotell, flyg, och kollektivtrafik. Betlehem Isaaks sommarprat kan bli årets mest minnesvärda, skriver Dagens Nyheters Per Svensson i en recension.

Han menar att hon på ett osökt och intelligent sätt knyter samman sin egen historia och den svenska rasismen i programmet. GP:s recensent Jonathan Bengtsson skriver att Isaak avtäcker flera grafiska, helt horribla förstahandsupplevelser av rasism. Logga in för att lägga upp bevakningar på det som du är mest intresserad av. Toppnyheter Senaste nytt Bevakningar. Ändra nyhetsmix Logga in. Logga in på ƒPlus för en bättre nyhetsupplevelse Logga in på ƒPlus Skapa konto.

Privatekonomi Bevaka. Avanza: Sverigefonder lockade spararna i december www. Superår för fondsparare — en fond sjönk TT. Av Omni Ekonomi. Facebook Twitter E-post. Visa sida Anmäl Ignorera. Mvh, Stefan. Lästa kommentarer är dolda. Visa alla kommentarer Kommentera Innehåll. Bifoga fil. Aktivera funktion för extra bidrag till Aktieguiden.

Välj om du vill spara bekvämt i någon av våra enkla basfonder eller om du vill skapa en egen fondportfölj. Kolla in fondlistan och kom igång med ditt sparande! I fondlistan kan du jämföra olika fondbolag, se aktuella fondkurser, risk och avgifter, samt jämföra fondernas utveckling.

I fondlistan hittar du över fonder från mer än 60 fondbolag. Sök och filtrera bland olika aktiefonder, branschfonder och räntefonder som placerar i bland annat Sverige, Norden, Europa, Japan, Asien, Nordamerika och Ryssland. Vi vill påminna om att historisk avkastning inte garanterar avkastning i framtiden. Värdet på fonder kan både minska och öka och det är inte säkert att du får tillbaka alla pengar som du har satt in.

Nordnet är en digital bank för sparande och investeringar som finns i Sverige, Danmark, Finland och Norge. Med användarvänlighet, tillgänglighet, ett brett utbud och låga priser ger vi våra kunder möjlighet att nå sina ambitioner som sparare. Besök oss på www. Back to press releases. Investmentbolag i fondtoppen i december 27 December, Files Investmentbolag i fondtoppen i december.

Search Search for:. Cookies helps us to deliver our services.

Fonder sparade för jämförelse 0. Consensus Småbolag A. Swedbank Robur Ny Teknik A. SEB Latinamerikafond. Lundmark Climate Impact Fund.

IKC Global Trend. Danske Invest China A. Aktie-Ansvar Kvanthedge. PriorNilsson Idea. Atlant Sharp. Plain Capital ArdenX. Pacific Precious A. Origo Quest 1 C.

Atlant Stability Offensiv. Atlant Edge. Atlant Multi-Strategy. Safe Play. Europa Småbolag. JPM Japan Equity a. Sustainable Frontier Fund. US Advantage Fund. Global Emerging Markets Fund. Pareto Global Corporate Bond. Storebrand - Delphi Nordic. JPMorgan - Europe Focus a.

Atlant Fonder - Stability. SPP Fonder - Företagsobligationsfond. Aktiefonder - Nordamerika. Aktiefonder - Tillväxtmarknader. Aktiefonder - Norden. Aktiefonder - Bransch. Nar jeg idag tager ordet, er det ikke med nogen overbevisning om, at jeg vil formå at interessere Dem i synderlig grad; thi det emne, som jeg har at holde foredrag over, tror jeg desværre er saa vel kjendt, at der muligens ikke turde blive så meget nyt at meddele.

Det er nu vel år siden, at vore forfædre opdagede Grønland. De slog sig ned på kysterne og inde i jordene. Men hvorsomhelst de søgte at trænge længere ind i landets indre, mødte der dem en hindring, som de ikke var istand til at overvinde, det var indlandsisen. Forfatteren af Kongespeilet skildrer dette meget be- tegnende. Faren siger til sønnen: »Men da, som du spurgte, om landet var frit for is eller ikke , da skal du det vist vide, at det er liden del af landet, hvor der er bart for is.

Esldmoerne befolker det med indlandsmennesker, der er dobbelt så høie som andre mennesker o. Det er da også rimeligt, at der gjennem tidernes løb har været gjort ikke fa førsøg på at trænge ind i det indre. Jeg skal ikke trætte forsamlingen med en opramsning af alle disse forsøg, som vel en hel del af dem kjender til før. Jeg skal blot omtale et par af de vigtigste. Det første kjendte forsøg, som er bleven gjort på at trænge ind i Grønlands indre var storartet i sit anlæg.

Det blev iværksat af den danske regjering og lededes af guvernør og major Paarss, og ham fulgte en hærskare på mange soldater med hustruer, børn, heste, kanoner, geværer o. En ekspedition af disse skulde ride over landet til østkysten og tage vare på de nordmænd, som endnu antoges at leve der.

Det er selvsagt, at en ekspedition udrustet efter sådanne fore- stillinger ikke rak meget langt. Hestene døde for en del, før de kom til Grønland, for en del i Godthåb. Paarss foretog imidlertid en kortere van- dring ind på indlandsisen, og mærkeligt nok var dette just på det sted, hvor vi kom ned.

Han har i en rapport til kongen givet en beskrivelse af sin reise og med meget stærke farver udmalet de besværligheder, som man udsætter sig for ved at færdes på de frygtelige ismarker inde i denne udørken. Umuligheden af at komme frem til det indre syntes med engang slået fast.

Imidlertid ser vi dog, at der også senere, allerede i forrige århun- drede, er gjort nye forsøg på at trænge ind i det indre. Fra en borger- mester i Hamburg har vi en beretning fra , om en skipper, som prøvede på det, og hans skildring er mærkelig derved, at ski omtales. Det heder nemlig, at han også anvendte fodbredter, som lapper og andre betjener sig af til sine vintertog, samt at en vovede sig noget længere forud og sank ned for deres øine, så at de vel kunde høre hans skrig og klager, men ikke komme ham tilhjælp.

Han er altså falden i en isspræk, og det er, såvidt vides, det første og sidste menneskeliv, som er gået tabt i Grønlands indre. Også andre vandringer ind i Grønland foretoges i forrige århun- drede.

Dalager, en danske eller muligens en nordmand — vi kan ikke så nøie se hans nationalitet, — vandrede således nogle. Først må Nordenskjold nævnes, der her som andre steder brød bane. Han var — sammen med prof.

Berggren — inde på isen i Så kommer en længere isvandring i af nogle danske. De tilbagelagde en betydelig strækning over isen, og gjorde en hel del mærkelige og interessante iagttagelser. I eks- peditionen deltog kaptein J. Jensen som leder, docent Korne- rup og arkitekt Groth. I ledede Nordenskjold igjen en ekspedi- tion; han trængte længere frem end nogen anden tidligere og sendte lapper — efter deres eget sigende — endnu 20 svenske mil indover, en beregning jeg dog af flere grunde tillader mig at drage i tvil.

Den sidste ekspedition ind paa Grønlands indlandsis før den norske foretoges af en amerikaner Peary og dansken Maigaard, og den skulde efter Pearys opgave have trængt 22 geografiske mil ind på isen. Hvor- vidt denne afstand er absolut nøiagtig, er ikke så godt at se, men da de nåede op til over fods høide, må de i ethvert fald have været et godt stykke inde.

Jeg skal ikke fæste mig nærmere ved, hvorledes planen til min ekspedition udviklede sig. Jeg skal bare bemærke, at da jeg i året med den norske sælfanger »Viking« lå fast under Østgrønlands endnu ukjendte kyst og fik se denne, da fik jeg lyst til at komme iland, og da lagde jeg planen til at gå over drivisen på den vis, hvorpå vi senere gjorde det.

Da jeg siden fik høre om Nordenskjolds expedition, og at hans lapper på ski var gået så langt ind på indlandsisen, var planen færdig. Grunden til at jeg, trods de mange frugtesløse forsøg på at trænge ind til midten af landet, troede at kunne have mere held med mig, var for det første den, at vi kunde anvende norske skiløbere ; at der var én snemark over hele Grønlands indre, har jeg aldrig betvilet, og at ski er det første og bedste fremkomstmiddel over sne, vil også enhver nordmand vide. Men der er også et andet punkt, som jeg fandt var af stor vigtighed her: Alle tidligere ekspeditioner har forsøgt at trænge ind fra vestkysten.

Jeg mente, at trænger vi ind fra vestkysten, så kan vi have så dygtige Folk, vi have vil, — vi vil aldrig nå frem; thi vi vil ha Ægyptens kjødgryder bag os og foran os en isørken og østkysten, som ikke er stort bedre. Kom vi til østkysten, vilde vi være nødt til at gå den samme vei tilbage. Trænger- man derimod gjennem drivisen ind til landet på østkysten og derfra begj'nder reisen mod vestkysten, skal neppe nogen fristes til at vende tilbage.

Man brænder alle broer bag sig, der er ikke mere end ét valg — det er fremad. Det skal ikke negtes, at da jeg kom med min plan, fandtes der dem, som påstod, at det var gal mands værii, og der manglede jo heller ikke på protester i pressen mod den. Tiltrods herfor var dog en dansk mæcenat, etats- raad Gamél, så velvillig at tilbyde mig den sum, som jeg havde søgt den norske stat om.

Trods de mange advarsler var der ikke mindre end henimod et halvt hundrede mand, der søgte at få lov til at være med. De med- lemmer, jeg valgte, skal jeg ikke her omtale, de alle er så vel kjendte. Det var i mai, vi drog afsted. Den 4de juni kom sælfangeren til Island for at hente os, og vi drog da over Danmarksstrædet for muligens at nå Grønlands kyst med en gang. Da vi den 1 ite juni kom nær Grøn- land og fik se landet, havde vi foran os et isbelte — jeg antager 1 1 — 12 mil bredt, og isen var så slem, at vi fandt det rådeligst, at vente til juli måned for at forsøge, om adgangen da blev lettere.

Lappen Balto, som har skrevet en skildring af sine indtryk fra reisen på lappisk, der er oversat af professor Friis, har skildret vor seilads over sjøen til Grønland på følgende måder »Vi seilede fra Isaljord den 4de juni for at nå Grønland.

Vi seilede flere dage i retning af Grønland, indtil vi fik landet isigte. Men landet lå langt fra os, omtrent 1 5 mil bag isen — det var nu forresten vel meget sagt. Det var nu det indtryk, han fik af fjeldene på Grønland, og jeg skal tilstå, at et mere sønderrevet og vildere landskab end Grønland nordenfor Kap Dan har jeg neppe seet.

Den 15de juli kom vi atter ind under kysten, og da var isen betydelig mindre. Vi seilede sydover forbi Kap Dan, kom lige Sermilik-Fjorden og den 17de juli var isforholdene så gunstige, estemte mig til at gå fra borde. Hvordan det i begyndelsen gik, ved De. Vi kom i drift, netop da vi var ifærd med at nå kysten. En af bådene knækkedes og måtte botes, og imidlertid drev strømmen os så langt fra land, at vi ikke havde håb om at kunne overvinde den.

Dagen efter så vi det sidste glimt af Jason. Herom siger Balto i sin skildring. Der er intet håb om at bjerge livet. Det store hav bliver vor grav. Vi vilde ikke have faet nogen betaling, og kanske den norske konsul havde måttet føre os til Karasjok på fattigkassens bekostning.

Det vilde dog have været en stor skam. Balto skyldte forresten på brændevinet og sagde, at det var det, som havde gjort, at han var kommen til at drage afsted. Jeg spurgte, hvordan det hang sammen. Jo, jeg var fuld, dengang jeg lovede at gå med. Om han da vilde drikke brændevin mere? Nei, han troede ikke det, ialfald ganske lidet, sagde han. Jeg kan ikke her give nogen udførlig skildring af, hvorledes vi drev om på isen, hvorledes vi drog på bådene og bagagen, hvorledes vi ofte havde håb om at nå land, og hvorledes dette vort håb ligeså ofte blev skuffet, og hvorledes vi holdt på at blive ødelagte af isen.

Tilslut vandt vi dog igjennem og kom iland den 29de, ved Anoritok. Det meste af den grønlandske sommer var nu forbi. De danske kolonier ved Kap Farvel lå nær og var lette at nå, mens isen lå tæt langt nordover. Og nordover måtte vi for at kunne komme over.

Dog — der var ikke tanke om at opgive vor plan. Og nordover drog vi da. Jeg tror, ingen af os glemmer det øie- blik, da vi gled ind forbi det sidste isflag og ind i det åbne vand under kysten af Grønland. Det var, som om vi havde undsluppet et langt og trist fangenskab, og livet lå lyst og skinnende foran os.

Men 8 Indover indlandsisen fandt vi i begyndelsen en stcrk stigning, men føret var, skjønt ujevnt, forholdsvis godt. Men så blev vi lig- gende tre dage fast for regn. Vi holdt os i vore soveposer hele tiden uden at kunne komme ud af dem. Om vor reise videre siger Balto: »Den 2ode blev indlandsisen forfærdelig ujevn; den var som store bølger på havet, og det var forfærdeligt at slæbe kjælkeme op paa disse bølger.

Og når man skulde ned igjen, kom isstykker rullende ned over os. Tauget, som vi drog kjælkerne med, smertede skuldrene så, at det kjendtes, som om de var brændte. Da vi kom lidt længere ind, blev dog terrænget jævnere, men så mødte der os en anden vanskelighed, og den bestod i, at vi begyndte at fa løs sne ovenpå den faste isskorpe. Vi havde havt modvind fra først af, men nu blev den stær- kere og stærkere, og dertil kom et snefok, som stadig stod os i an- sigtet og gjorde tilværelsen mindre behagelig.

Kjælkerne var tunge at trække på foksneen, og modvinden gjorde det endnu tungere. Jeg håbede stadig på bedring, men det blev værre og værre helt til den 26de august. Jeg indså, at skulde det holde ved på den måde, vilde vi ikke kunne række over inden midten af septem- ber måned, den bestemte seneste afgangstid for det skib, som skulde tage os med hjem.

Den 27de bragte ingen forandring, og vi bestemte da at sætte kursen for Godthåb, istedetfor Kristianshåb i håb om derved at nå et skib, så vi kunde komme hjem samme år. Vi måtte gå i lidt vel sydlig retning, for at få vinden omtrent tvers. Så løiede den, vi tog seilene ned og drog i mere vestlig retning. Dags- marscherne var ikke rtore; i den stærke kulde og på den tråe foksne, som fandtes overalt var det tungt at trække slæderne, både opfor, på slet mark og udfor. Den iste september rak vi op på høiden.

For øiet var her aldeles fladt som havet. Vi kunde ikke øine stigning på nogen kant — det skulde da være svagt nordover. Det syntes også på vinden, som om det skulde være høiere nordenfor; thi der var hyppig sno fra nord. Det var noget af det ensformigste jeg har oplevet. Vi vidste, hvorledes det var, og vi vidste, at i de første følgende uger havde vi intet håb om at se spor at forandring. Landskabet deroppe er uhyre let at skildre: om dagen så vi ikke mere end tre ting, nemlig, sne, sol og os selv.

Der var over det en høitidelighed, som virkede overvældende, selv de mest ufølsomme mennesker vilde ikke gået fri. Det var dog ikke altid, at naturen deroppe var fredelig af sig; meget let blev scenen for- andret, således at man intet andet så end bare sne.

Den mindste vind rørte op i det løse snestøv og hele atmosfæren blev opfyldt af sne og små isnåle, så man neppe kunde se hinanden på et par skridts afstand. Jeg gjentager, tilværelsens behagelighed sank undertiden ned til nulpunktet.

Vort daglige liv heroppe var som sagt temmelig ensformigt, den ene dag som den anden. Jeg skal derfor ikke indlade mig på at beskrive det ud- forlig, jeg skal blot omtale enkelte sider deraf Værst var det at tørne ud om morgenen og være kok. Idet man vågnede, fandtes hovedet omgivet af rim, som havde dannet sig af ånden inde i soveposen, så måtte hovedet stikkes ud i teltet, der var fuldt af rim og sne.

I 30 — 40 graders kulde at behandle blik- og jerninstaimenter, at få spiritus over fingrene eller stræve med chocoladen, eller hvad det nu var, er heller ikke netop det behageligste, man kan tænke sig. Renslig- heden heroppe var ikke særdeles stor; nogen hver har vel hørt om, at vi ikke vaskede os i løbet af 2V2 måned, og at vi ikke var ude af klæderne i det samme tidsrum.

Nu, det havde jo sine gode grunde. For det første var det knapt for vand ; alt det vand, som skulde bruges, måtte smeltes af sne enten ved hjælp af spirituslampen eller på blik- flasker fyldte med sne, som vi selv bar på barmen. At vi ikke kunde bruge disse kostbare dråber til at vaske os med, er en selvfølge. Demagst er det heller ikke heldigt at vaske sig. Der var derfor nedlagt det strengeste forbud 10 mod ethvert uforsigtigt brug af vand i den retning.

Også af en anden grund var vi imidler- tid på en måde henviste til disse blandede retter, vi havde ikke råd til at kaste væk det allermindste af provianten. Vi var faktisk tvungne til at leve som vilde deroppe, og jeg er bange for, at vi ellers neppe var komne vel hjem fra Grønland.

Rationerne var selvfølgelig knapt af- målte. Det værste af alt var, at vi manglede fedt. Ved en feiltagelse enten fra min side eller fra leverandørens havde vi ikke faet fedt i vor hovedret pemmikanen, hvorved i almindelighed for- ståes en blanding af tørret kjød og fedt.

Ved bestillingen gik jeg selvfølgelig ud herfra; men den leverede pemmikan var kemisk fri for fedt. Imidlertid havde vi taget med lidt smør og leverpostei og håbede, at det skulde være tilstrækkeligt.

Men det var det meget langt fra. Vor hunger efter fedt var så stor, at da der engang var spørgsmål om, hvad vi helst vilde have i verden af delikatesser, så viste det sig at være — et kvartel hver med smør! Man skulde seet os, når vi havde faet vor smørrationer, stå der og gnage på disse stenhårde smørklum- perne, så meget vi årkede, uden at der var tale om at spise hverken brød eller andet.

En spurgte mig for ramme alvor, om han ikke måtte fa lov til at drikke af skosmørelsen! Dette savn af fedt gjorde, at vi aldrig følte os rigtig mætte. Det er i så måde betegnende, at da Kristiansen kom hjem eg blev spurgt om, hvordan det var med provianten, så svarte han: »Mæt var jeg aldrig ; men Nansen sagde, det var nok.

Selv ved et af vore festmåltider spurgte engang Balto Sverdrup, som han gjerne brugte at underholde sig med: »Sverdrup, er du mæt. Den Jeg lå om natten og hørte på vinden, som tudede i teltvæggen, og frydede mig ved, at det var østen- 11 vind; for nu skulde vi da en dag for alvor a surre slæderne sammen og sætte seilene op. Og det gjorde vi da også. Slæderne stod selvfølgelig fast i foksneen, og det varede en stund, for vi fik dem los.

Vi bandt to og to slæder sammen — vi havde Wot fire — , og de dannede altså to fartøier med hver sit seil. For den ene slæde stod spændt Kristiansen, Sverdrup og jeg selv ; vi drog og drog for at få den løs fra snefanen. Endelig gik det. Det kom så pludselig, at den rendte lige i benene på os og kastede os overende. Op igjen og til at trække påny — det samme om igjen, 3 — 4 gange, indtil vi indså, at det ikke var muligt at komme frem på den måde, — vinden var for stærk.

Så bestemte vi os til at tage en bambusstang til at styre med; én skulde stå foran og styre, medens de to andre skulde se at holde sig på siden. Sverdrup skulde styre første gang. Kristiansen foretrak til en begyndelse at løbe efler, mens jeg, som mente at skulle greie det, holdt mig i slæden bag. Ikke før var vi kommen i orden, før det bar afsted over sneen som et lyn. Sverdrup, som stod foran, saa jeg ikke noget til; thi scilet var mellem ham og mig.

Heller ikke så jeg stort til, hvordan terraenget var; thi luften var en eneste sneyre, så vi kunde ikke se mange skridtene fra os. Men så begyndte enkelte ting på slæderne at ramle løs. Da vi nemlig kom på et meget ujævnt terræn, tog slæden til at hoppe; det rystede, som om man tænker sig på en jernbanevogn over et rigtig ujævnt terræn. Tilslut blev jeg da kastet overende på marken og blev liggende der. Efterpå fortalte han, at det gik til på den vis: Han stod forud og troede, han havde to passagerer bag på slæden.

Men bedst det var, syntes han, at det var blevet så tyst med disse passagererne, og han begyndte at konversere. Intet svar. Han begyndte at skrige. Nci — intet svar, absolut ingen ting.

Så luffede han til og skulde meget forsigtig se bag seilet; der fandtes ingen. Men snart fik jeg øie på nogle mærkelige gjenstande, som lå paa marken: en jakke, som tilhørte mig, den tog jeg under armen; en chokoladeboks, den tog jeg også med mig. Men så lå der en 3 — 4 kjodbokscr og mere til, og da kommanderte jeg holdt og satte mig til at vente på dem, som kom efter.

Da vi endelig var samlede igjcn, blev bagagen surret bedre fast, og så bar det afsted med lynende hast udover kvælden, til vi pludselig stansedes af en revne, som vi ikke var meget langt fra at falde i. Imidlertid var det blevet måneskin, og vi drev på videre indtil vi atter blev stanset af en revne og ikke kunde komme længer.

Da havde vi seilet på en dag omkring 9 mil. Man vil se, at det var en stor fordel at bruge seil på indlandsisen. Omsider fik vi en dag se land, og det var selvfølgelig et frydefuldt skue. Imidlertid var vi nu komne ned på en meget dårlig, ujevn is, og vi havde meget stræv med at komme frem. Vi var komne lidt vel nordlig under seilasen og måtte derfor drage sydover igjen kom endelig den 24de september på fast terræn, på Grønlands vestkyst.

Den 26de september rak vi ned til Ameraliktjordcn og tænkte da på muligens at gå over land til Godthåb. Dette indså vi imidlertid snart vilde være et vanskeligt arbeide, hvorfor vi besluttede at gjøre en båd. Den blev gjort af teltgulvet, af vidje, vi fandt på stranden, og endel bambusstokke, som vi havde brugt til skistave og andet. Efter 10 — 12 timers arbeide havde Sverdrup, Balto og jeg båden færdig. De andre var imidlertid gået tilbage til indlandsisen for at hente resten al vor bagage.

Balto skulde også den følgende dag drage tilbage for at slutte sig til dem, men førend han om morgenen forlod os to, som skulde gå i båden, spiste vi et afskcdsmåltid. Dette skildrer Balto på følgende måde: »Nansen havde beregnet for sig niste, hvormed han skulde klare sig til Goddiåb; men alligevel måtte vi deraf spise lidt; ti de to bereg- nede, at når de kom til sjøen, så skulde de skyde fugle, så at de kunde koge en og anden gang.

Da vi var færdige med at spise, så spurgte jeg: »har du spist nok Sverdrup? Men på vor sjøreise, som påbegyndtes den 29de september, havde Sverdrup og jeg fuldt op. Det var den hyggeligste del af hele reisen. Vi skjød massevis af måger, — og det kan også være, at vi spiste. To blåmåger hver til hvert måltid var en smal sag, og endda var vi ikke ganske mætte. Jeg husker engang, vi sad og spiste: »Sig mig nu, Sverdrup, — hvis du havde valget mellem disse halvrå mågerne og kyllingsteg, — hvad tog du helst da?

Det var fedtet, som særlig tiltalte os begge. Den 3die oktober kom vi frem til Godthåb og fik en gjæstfri modtagelse af de danske familjer.

Der blev straks sendt bud ind til de andre; men på grund af uveir gik der adskillig tid, inden de kunde komme frem efter os. Endelig kom de da den I2te oktober. Dermed var ekspeditionen færdig, og Grønland var gjennemreist fra øst til vest for første gang.

At overvintre i Grønland havde ingen af os videre imod. Vi til- bragte også der en så behagelig vinter, som vi kunde ønske os. Og jeg tror, at da den 15de april kom med »Hvidbjørnen«, så var det ikke absolut med glæde, vi så den. Vi skiltes med Grønland og dets befolkning med ikke ringe bedrøvelse. Der er noget så tiltalende ved disse naturbøm, som aldeles ikke kjender civilisationens fordringer, som ikke kjender virkelig fattigdom, som vistnok hungrer undertiden, men som regel har nok, og som glæder sig ved at jage, spise og leve.

Jeg tror der er mange timer tilbragte sammen med dem, som ingen af os vil kunne glemme. Hermed, er jeg færdig med denne del af ekspeditionen gjennem Grønland. Jeg havde agtet at gå lidt nærmere ind på en anden side af sagen, nemlig den videnskabelige.

Men da vi er nået så sent ud på kvelden, og dr. Nielsen bagefter skal holde et foredrag, bliver jeg nødt til at beskjære det kapitel og gjøre det meget kort. Men ser man på den videnskabelige side af sagen, da tror jeg, at de fleste, der har øie for viden- skabelig forskning, indrømmer, at det at fa Grønlands indre, dens ind- landsis undersøgt hører til de især i geologisk henseende interessanteste ting. Jeg skal her blot nævne et par af de videnskabelig interessan- teste punkter.

De resultater, som er bragt hjem, er desværre endnu ikke fuldt bearbeidede. Det har fra flere hold været fremholdt, at der i Grønlands indre muligens skulde findes frugtbare oaser o. I den nordlige del af landet kan det vel hænde, at der på enkelte steder findes — om end ikke frugtbare oaser, så dog steder, som ikke er dækkede af et så sammenhængende tykt isdække som det, der hviler over det sydlige Grønland; herom lader der sig — i hvert fald ikke endnu — siges noget med bestemthed.

Der er imidlertid ting, som efter mit skjøn tyder på, at vi også der har en udstrålet indlandsis; der er skridjøkler, som har stor hastighed lige op til 1 5 mils bredde, og som selvfølgelig må have et stort indland for at kunne ernæres.

For den sydlige dels vedkom- mende kan vi imidlertid nu sige, at vi der har en eneste sammenhæn- gende bræ, som i midten enkelte steder hæver sig til en høide af 8 — loocx fod. Det er af interesse at iagttage den form, det isdækte Grønland har.

Vi ser deraf, at det stiger meget brat fra østkysten, så et for- holdsvis jævnere plateau, — og så sænker det sig atter mod vestkysten. Dette profil er, som sagt, ikke bygget på det fuldstændige materiale og derfor ikke at stole på; jeg tror, det endelige vil blive noget mere jævnt, — at altså landet bliver mere fladt på midten, mere jævnt til begge sider.

Tør man derfra slutte sig til formen for det underliggende land, eller har isdækket en form ' For et nøiagtigere beregnet profil se Nansens senere udkomne bog: Pa ski over Grønland. Her tror jeg at turde svare, at isformationen ikke ude- lukkende betinges af det lands form, som ligger nedenunder, men også af nedbøren.

Nedbøren må blive stærkest etsteds nær kysten ; thi her kommer havluften udenfra og støder mod land og bliver der nødt til at afgive det meste af sin fugtighed, medens forholdsvis mindre fugtighed naar til det indre. Også her kommer der imidlertid nogen fugtighed, hvilket vi kan se af vore iagttagelter fra færden. Vi havde nedbør meget ofte, og efter hvad Mohn har beregnet efter vore observationer, er luften på Ben i det indre aldeles ikke tør; den er næsten mættet med fugtighed.

Vi måtte altså allerede på forhånd antage, at grønlandsisen havde den fonn, som den faktisk har. Jeg har allnrede nævnt, at overfladens profil- linie er påfaldende jævn. Vistnok er den ganske svagt bølgeformig; men denne bølgeform er så ubetydelig, at det er uhyre vanskeligt, selv om man gjøres opmærksom derpå, at iagttage den.

Bølgedalene havde sin ret- fra nord til syd; man kan derfor tænke sig overfladen som en en svag dønning fra den ene kyst til den anden. Det er vinden, som gjør overfladen så jævn. I høifjeldene her i Norge har vi rigelig anledning til at iagttage vindens indflydelse, hvor- ledes den roder med sneen. Den blæser alle ophøiede regioner bare og sneen ned i dalen. Efterhaanden fyldes dalen op, til sneen naar høidedragets niveau ; først efter dette begynder den at dække de høieste punkter.

Vinden har altid en tilbøielighed til at udjævne alle ujævn- heder, det har den da også gjort, fra Grønlands istid begyndte. Efter- haanden har snedækket over Qeldhøideme vokset, indtil ovenfladen har nået fjeldtoppenes høide, og så er tilslut hele landet begravet under sneen. Grønlands indlandsis når til en høide af flere hundre fod over de høieste fjeld i Norge. Jeg har, siden jeg kom hjem, hørt geologer sige, at det er klart, at Grønlands indre er et høideplateau, som er ganske fladt; udover mod havkanten derimod har isen været istand til at grave dale og fjorde.

Jeg tror dette er en ganske urigtig betragtningsmåde. Der er ingen- somhelst grund til at antage, at der mere er noget plateau i Grønland 16 end f. Der er sikkert nok dale og fjeldtoppe der såvel som andre steder. Antager vi at sneen er istand til at grave dale og Qelde på kysten, så må vi også antage, at den har været istand til såvel ved istidens begyndelse som endnu at grave dale og danne fjeldrygge og toppe også i det indre af landet. En anden ting af interesse, som vi iagttog på denne ekspedition, var smeltningen af sneen.

Vistnok formår solen midtsommers at smelte sneen lidt på overfladen; men det er ikke mere end et lag på Va tommes tykkelse eller så. Ved at stikke gjennem sneen fandt vi, at den var løs så dybt, som vore skistave rak, — og de er da en 8 — 9 fod lange. Vistnok er isen fastere i de nedre lag; den presses der fastere og fastere sammen, jo dybere den ligger. Med mellemrum stødte vi paa tynde isskorper, som tydelig var dannede ved solens direkte påvirkning. Jeg var en stund i tvil om, hvorvidt disse lag var årringer, — om altså isskorperne betegnede et lag for hvert år, eller om lagene stod i forhold til de forskjellige nedbørsmængder.

Vi kom dog til det resultat, at de ikke havde noget med årene at gjøre, men at det er snefaldene og snestormenes størrelse, som derved antydes.

Det er vistnok kun kort tid midtsommers, at solen er istand til at frembringe isskorpe på over- fladen i Grønlands indre. Når man nu har i erindring, at der stadig er nedbør i det indre Grønland, og at sneen ikke smelter i nogen videre grad, så må det første spørgsmål, som stiller sig, være: hvorfor tiltager ikke sneen i Grønlands indre stadig?

Jeg tror ikke, man har ret til at sige, at den er tiltaget; thi efter observationer, fore- tagne på kysten, ser det ikke ud til, at skridjøklerne her har vokset i nogen mærkbar grad. De vokser vistnok et år; men så aftager de igjen det næste. Det ser ud til, at isen i jøklerne gjennemsnitlig holder samme mægtighed — i vor tid i ethvert fald.

Men hvad er grunden til, at sneen ikke vokser i det indre? Det er et spørgsmål, som det ikke er så ganske let at besvare. Jeg tror ikke, at fordampningen fra over- fladen har nogen væsentlig betydning. Som sagt, nedbør er der meget ofte, og luften er ikke så tør, at der under denne så lave temperatur skulde blive tale om nogen videre fordampning.

Dette bevirker for det første, at sneen tvinges ud i form af skridjøkler i bunden af Qor- dcne og her danner de mægtige isfjeld. Dernæst frembringer dette tryk selvfølgelig en umådelig friktion, og at denne ikke kommer istand uden produktion af varme, det ved vi. Følgelig må temperaturen stige mod bunden — nogen direkte påvisning heraf har vi dog ikke — men vi må altså være forberedt på at finde en stedse høiere temperatur nedover.

Nu er spørgsmålet, om friktionen er tilstrækkelig, om sne- og ismasserne er tykke og tunge nok til at frembringe en så lav temperatur som smelte- punktet.

Til den her nævnte faktor kommer imidlertid en anden, nemlig den indre jordvarme. Temperaturen stiger mod dybet med en bestemt tilvækst for hvert hundre fod, og at Grønlands snemarker skulde adskille sig fra de øvrige geologiske lag — thi som geologisk lag må vi opfatte Grønlands isdannelser — , er ikke til at antage.

Vi må altså tænke os, at temperaturen også af den grund stiger med dybden af islaget — muligens på en anden måde end under andre omstændigheder, men alligevel stiger; thi isdækket ligger der som et isolerende lag for den indre jordvarme. Under sådanne forhold må der på grund af disse forskjellige faktorer komme et vist punkt, hvor isen — selv med den stærkeste nedbør — ikke længer kan vokse, idet smeltningen på under- siden bliver så stor, at hele nedbøren holdes stangen.

At der altid foregår smeltning på undersiden, har jeg selv havt anled- ning til at iagttage. Under et nyt forsøg ivår på at trænge ind på ind- landsisen blev jeg stanset netop af disse elve, som flyder ud under isen, ud fra Grønlands ismarker, sommer og vinter. Det er andre ting, som også er af interesse i geologisk henseende. Det er for det første, at ved denne ekspedition er der påpegt et land, som er is- og snedækket gjennem det hele og altså svarer til Skandi- navien for så og så mange tusen eller hundre tusen år tilbage, da Nordeuropa lå under et snedække så dybt og stort, at det vel var endnu større end det, vi nu finder på Grønland, — med bræer, som strakte sig ud over Nordsjøen, og som byggede op den nuvæ- rende overflade af lande som Nordtyskland, Danmark og store dele at Rusland ved alt det skuringsmateriale, de trak med sig og førte sydpå.

Det er selvsagt, at trykket og skuringen under så vældige lag som de 18 på Grønland under bevægelsen ikke bliver ganske ringe, — og at disse faktorer har evne til ialtfald at uddybe dalene og forandre formen på Ijeldene der, kan man neppe være i tvivl om, selv om man ikke går med på, at dale og fjorde i de glaciale land helt ud er dannet på den måde.

I meteorologisk henseende har ekspeditionen også givet adskilligt; det skal jeg dog ikke indlade mig på her, da jeg for det første endnu ikke har oversigt over de meteorologiske iagttagelser, og da vi desuden har manden for det tilstede, nemlig hr.

Jeg skal blot gjøre op- mærksom på én ting, den uhyre lave temperatur, som vi fandt i det indre. Denne temperatur har forbauset meteorologerne meget, og nogen fuldt fyldestgjørende forklaring er vist endnu ikke fremkommen.

Efter nogles mening er bræens egen udstråling så usædvanlig stor, at den er tilstræk- kelig til at forklare den meget lave temperatur. Faktisk tror jeg, det er det koldeste sted på vor jord, som endnu er undersøgt; thi naar der i september er en 40 — 50® lailde, hvad vil man så finde i januar eller februar? Dette var den første ekspedition over Grønlands indlandsis. Den har ikke bragt så mange resultater, som en ny ekspedition vil kunne bringe ; thi en sådan vil drage fordel af de erfaringer, vi høstede.

Grøn- lands indre er et stort og for videnskaben overmåde interessant land ; det danner en udskydende del af det store arktiske feldt, som endnu ikke er undersøgt, men som menneskene vil have undersøgt. Jeg tvivler ikke på, at eftertiden vil sætte store foretagender i gang for dette. Jeg haaber at nordmændene, som jeg tror eier evne til det fremfor nogen anden nation, vil have lykken med sig i de arktiske egne, må gå foran i så henseende. Tngvar Nielsen: Lappernes fremrykning mod syd i Throndhjems stift og Hedemarkens amt.

Når der i Sverige tales om lapper, går tanken ikke så langt mod nord, som når det samme lille folk nævnes i Norge. Dette er imidlertid urig- tigt I Norge, ligesåvel som i Sverige, strækker det lille lappiske folk sig efter fjeldryggen ned i de centrale landsdele, og — hvad der fremfor alt er at mærke — der foregår i vore dage endog en fremrykning af lapper, der, når man betænker, hvor vort land har sit geografiske midtpunkt efter længden, endog må siges at være nået ned til dettes sydligere partier, ja længere mod syd, end man træfter dem i Sverige.

Lap- pernes vandring mod syd er bleven et af vore mere brændende spørgs- mål, der kræver sin ordning. Hvad her skal fremlægges, er et videnskabeligt bidrag til løsningen af dette praktiske spørgsmål, der for et ikke ringe tal af vore lands- mænd har en meget væsentlig aktuel interesse.

Jeg har i løbet af sommeren , med offentligt stipendium, bereist de egne, hvori lap- eme i de senere år have slået sig ned omkring Fæmund, og derfra esøgt deres ældre bosteder opover til Namseskogene.

Jeg har der I stedet, samtidig med, at jeg foretog indsamlinger af ethnografiske 20 gjenstande, drevet ethnografiske og geografiske studier over lapperne. Jeg kom der på stedet selv, gjcnnem rent ethnografiske slutninger til resultater, som jeg senere har opnået at fa bekræftet ved historiske undersøgelser.

Det er resultater, som forhåbentlig ville stille, hvad man vel tør kalde den lappiske folkevandring mod syd i de sidste år, i dens rette lys. Thi om end folket er lidet og derfor ikke på sine vandringer opererer med store tal, så er det dog en virkelig folkevandring, som foregår, og denne har vedvaret gjennem århundreder. Man befinder sig altså her ansigt til ansigt med en i sin art mærkelig bevægelse. Hvis man fra det, som i det i8de og 19de århundrede har foregået og fremdeles foregår i Søndre Trondhjems og Hedemarkens amter, tør slutte tilbage til fjernere tider, skulde det være meget langt fra, at lapperne vare det sydlige Norges urfolk, som be- fandt sig på retræten mod nord.

Det omvendte er tilfældet. Stødet går i denne moderne folkevcUidring en miniature fra nord mod syd og har længe gået således.

Det er dette forhold, som her skal søges nærmere udredet. Uagtet Røros præstegjæld i vore dage har en ikke fatallig befolk- ning af lapper, der selv gjør påstand på at være urbefolkningen, i lighed med. Det er to omstændigheder, som hurtig må falde i øinene, og som i og for sig kunde betragtes som afgjørende for spørgsmålet om den lappiske befolknings ælde i Røros- og Fæmunds- trakten : man savner for det første lappiske stedsnavne, og man støder dernæst ikke i fjeldene på sikre lappiske begra- velser og offerpladse.

Idet den lappiske befolkning i Røros præstegjæld indtil den seneste tid har været den sydligste i landet, far spørgsmålet om dens ælde dersteds en afgjørende vægt for en undersøgelse af den retning, hvori bevægelsen inden dette lille folk har gået.

Have Røroslappeme havt sine boliger der, hvor de nu leve, fra umindelige tider, — da kunde de med større ret prætendere at være det centrale Norges urbefolkmng; 21 ere de indvandrede i nyere tid, bringes hele lappespørgsmålets viden- skabelige side over i en ny stilling.

Da den norske befolkning i Røros- og Fæmundsegnene før Røros- vankets anlæg kun var yderst fatallig, og altså overveiende er ind- vandret i de sidste halvtredie hundrede år, var der tidligere på den kant meget god plads. Hele strøget kunde da være til rådighed for lapperne; men der er intet tegn til, at de før den norske befolknings ankomst have holdt til her. Sydgrænsen for de lappiske stedsnavne ligger adskillig nordligere; men det er omtrent utænkeligt, at nord- mændene på denne kant ikke skulde have beholdt endog mange lap- piske navne på fjeldene, om de havde forefundet lapper og lært så- danne navne af dem.

Havde den norske befolkning i de indre dele af Sondre Trondhjems amt levet under samme forhold som i de til- svarende dele af Nordre Trondhjems amt, måtte den have bevaret en del af de lappiske stedsnavne; men nu finder man der aldeles ikke sådanne navne. Såvidt jeg tør have en mening derom, savner også Røroslappen alle traditioner; en af de mest oplyste mænd af racen var, i en samtale med mig, aldeles uvillig til at høre på en sådan tale som, at hans forfædre for år siden kunde været hedninger.

Denne mand vilde heller ikke vide noget af, at lapperne før i tiden kunde have begravet sine døde i vilde fjeldet. Lappiske begra- velser, udenfor kirkegårdene, var ham — så påstod han — aldeles ukjendte. På Herjeådalssiden n Denne tro på, at lapperne ere urbeboere og at de endog engang have eiet ialfald hele Sverige, men ere fordrevne derfra af germaniske indvandrere, nævnes allerede af P, Hogstrom, Lappland, cap.

I forrige århundrede omtales dog gamle ofifersteder og lappebegravelser i dette svenske landskab. Sålænge der ikke kan påvises lappegrave, og det helst i større antal, på de norske fjelde, der ligge østenfor Røros, må således al tale om en lappisk urbefolkning her opgives.

Lapperne må her være en indvandret befolkning, og de må ovenikjøbet være komne hertil i en såvidt ny tid, at de kristne forestillinger havde vundet en vis magt over deres sind. Så ny som den norske befolkning er i Rørostrakten, så tyder dog alt på, at den lappiske er af et endnu nyere datum. Nordenfor Røros ligger, paa den trondhjemske side af grænsen, Selbu med Tydalen og Meraker, hvor der i vor tid streifer en del lapper om, dog ikke mange, og ingenlunde til alle årstider.

Fra Mer- aker kommer den i åbnede bane, som her overskjærer halvøen, op på fjeldet, og nordenfor denne blive de øde fjeldvidder stedse bre- dere. Her bliver antallet af lapper større, og navnlig findes de i en vis mængde på Jæmtelandssiden, hvor man allerede regner den syd- ligste svenske Lapmark. Men denne, der jævnlig findes omtalt i skrifler fra det i8de år- hundrede, er dog også først organiseret i en nyere tid end de nordligere Lapmarker, der allerede i det 17de århundrede ved den da grundede svenske lappemission fik sin geistlige betjening.

Da Jæmtelandi kom under den svenske krone, blev der foreløbig intet foretaget for at organisere et geistligt tilsyn med de lapper, som streifede om på fjeldene i den nyerhvervede provins. Grunden hertil har måske ikke været nogen anden end den, at deres antal var forsvindende lidet, hvilket igjen kunde tyde på, at den var af forholdsvis nyt datum.

Ifølge P. Annekskirken i Folinge blev fra moder- kyrka får yåmtlands Lappar, Hiilphers, Samlingar till en beskrifning ofver Norrland, II, s.

Man finder den således atter anvendt af ingeniøren Nils MareliusiKgl. Det er to spørgsmål, hvorpå ialfald delvis den svenske topografiske literatur kan give svar. I det værdifulde værk over Jæmteland, der skyldes Abraham Hiilphers, omtales også Jæmtelands Lapmark, og af denne forfatter meddeles nærmere oplysninger, der vise, at der ved midten af forrige århundrede i en ikke ringe udstrækning fandtes en lappisk befolkning fordelt over alle Jæmtelands fjeldvidder.

Det nævnte værk udgjør anden »samlingc af hans Samlingar till en beskrifning ofver Norrland og udkom , medens tredie »samling« omhandler Herjeådalen. Otto Hagstrøm, der om sommeren bereiste Jæmteland og i udgav en Jåmtlands oeconomiska beskrifning eller kdrming, meddeler også i denne, s.

HagstrOm omtaler, at denne Lapmark først sent var inddragen under den samme missionerende og civiliserende virksomhed, der allerede i forveien var viet deres mere nordlig boende landsmænd, og at der af denne grund ikke til hans tid var udrettet så meget for dem, som for de andre Lapper, der boede i de nordligere, allerede forlængst mere organiserede Lapmarker.

Her var der lapper ved Tånnas og ved Storsjo kapel, altså i distriktets nordligste parti. Den lappiske befolkning nåede i Sverige kun ubetydeligt i syd for 62V2 gr. Da der ved Storsjø fandtes gamle grave og offerpladse, kan bebyggelsen ikke have været af ganske nyt datum, uden at den behøver at have gået helt tilbage til den norske tid.

For de ældre svenske forfattere, der skrev om lapper, synes ialfald disse at have været ukjendte så langt mod syd, og dette kan ikke så ganske oversees. Olaus Magni, hvis kjendskab til forholdene i Norden skriver sig fra den første halvpart af det i6de århundrede, synes ikke at have været vidende om lapper i en så sydlig egn.

Hans fornylig gjenfundne originale kart Christiania videnskabsselskabs forhandlinger for , no. Den høist over- drevne beskrivelse, som han Histori a gentium septentrionalium, lib. II, cap. Men han nævner ildce et eneste ord om lapper på den kant, omkring Skarvdørsfjeldene og Syltop- pene.

Herfra kan der imidlertid ikke drages nogen afgjørende slutninger. Ligesålidt kan der bygges noget på den taushed, eller om man så vil, uklarhed, der forekommer hos en anden berømt svensk forfatter, der tilhører anden halvdel af det 17de århundrede, og som fra den tid må regnes som en hovedkilde for, hvad der vides om de svenske lapper.

Paa det kart, der ledsager Johanrtis Schefferi Lapponia o Francofurti, findes der søndenfor Asele ingen antydning af lapper, og af skriftet selv får man ingen oplysning om, at dets forfatter har tænkt sig lappiske familier længere sydlig.

I sit afsnit cap. XIII de judiciis apud Lapponas et iribttnts nævner Scheffer igjen Ångermanna Lapmark, som den sydligste del af lappernes særskilte territorium, hvorimod han pag. Når Hulphers kunde påvise gamle grave og offersteder nær lappernes nuværende sydgrænse, er det ialfald meget rimeligt, at disse mindst måtte datere sig fra den tid, da Schef- fer skrev. Hvad Hulphers beretter, finder desuden sin bestyrkelse af en norsk kilde, der må regnes for at være meget pålidelig, nemlig en af den norske grænsemåler, major Se hn i tier nedskreven Relation om Lap-Finnerne.

I denne omtales det nemlig, at en bonde fra Tydalen 'ikke mange år« tilbage, på den svenske side af grænsen havde truffet på en gammel lappisk offerplads, hvor der stod et forrådnet træbillede.

Hvad der heraf kan sluttes, er dog ikke så meget, som det skulde synes ved første øiekast. Ganske vist ligger der heri et vidnesbyrd om, at der ialfald fra begyndelsen af det i8de århundrede, og muligens endnu længere tilbage, på Jæmtelands og Herjeådalens fjelde har levet en lappisk befolkning, der bevarede sine hedenske sædvaner.

Da der, som allerede nævnt, først sent var gjort skridt til at skaffe de derværende lapper et geistligt tilsyn, kan det let forklares, at der så sent kunde findes deslige levninger af det gamle hedenskab, medens detle på andre steder var trængt mere tilbage.

Nogen stor ælde behøver man ikke af den grund at tillægge den lappiske befolkning i de nævnte fjelddi- strikter, og det er derfor ligefuldt muligt, at der endnu så sent som i det i6de århundrede ikke på den kant har været nogen lapper.

Den af Olaus Magni iagttagne taushed kan ialfald for den sags skyld have 26 været velbegrundet. Men at bevægelsen lige fuldt er ensartet på begge sider af rigs- grænsen, vil vise sig ved en nærmere undersøgelse af forholdene, således som de har artet sig langs dennes norske side. Her mangler der ingen- lunde på stof, og dette er af en sådan beskaffenhed, at der kan stoles på de slutninger, som deraf udledes.

Kilderne ere, i forhold til, hvad man her kunde have ventet, endog forbausende righoldige og på- lidelige. Følger man fra Meraker den trondhjemske side af rigsgrænsen mod nord, så passerer man her præstcgjældene Værdalen, Snåsen, Li og Grong, hvilket sidste ved Jadnemsrøset går sammen med Nordland.

Her mærkes det under en vandring fra syd mod nord, at man efter- hånden kommer ind på gammelt lappisk territorium, hvorom man stadig mindes gjennem stedsnavne, sagn, ofierpladse og lappiske begravelser. Alt dette tyder på, at der her, inden grænserne af nordre Throndhjems amt, og da især i dettes nordligere del forefindes et virkeligt hjem for en lappisk befolkning, der er så gammel, at det vel kan voves at be- tegne den som urfolket på de herliggende tjeldpartier.

Men heller ikke her skal man i vor tid kunne opvise talrige lapper, og endnu mindre haves der fra fortiden beretning om, at det har været anderledes. Det er egentlig kun Grong, samt delvis Li og Snåsen, der i tidligere dage have havt en talrigere lappisk befolkning, og som derfor må henregnes til de virkelige gamle lappedistrikter.

Da der ikke foreligger sikre data om, hvor der træffes de sydligste gravsteder af lappisk oprindelse, tor jeg på dette grundlag ikke søge at fixere nogen sydgrænse for den gamle lappiske befolkning i Norge. Det sydligste nu kjendte offersted tør være det på den lille ø i Tunnsjøen, under 64° 44 n.

Ikke meget sydligere, omtrent under 64de grad støder man også, inden den allernordligste del af Værdalens område på de sydligste, afgjort lappiske stedsnavne. Hvad der forekommer længere mod syd, er udelukkende norsk, hvorimellem dog et par navne have hentydning til, at der på stedet kunde forekomme lapper.

I Værdalen har man fjeldet Nyamogokka med grænserøs no. Nyamogokka ligger i NV for Skjækerhattcn, og her kan man altså om- trent sætte den yderste gamle sydgrænse for lapperne. Imidlertid er det heller ikke her stærke spor, de har sat sig.

Først nordenfor Tunnsjøen, ved Limingens afløb til Sverige, hvor dens vande danner et af Ångermannaelvens talrige tilløb, begynder der at forekomme lappiske stedsnavne i nogen større udstrækning. Der er det, fjelde som Jatna og Derga hæver sig op fra fjeldvidderne; der ligger der rundt grænsen en række fjelde med navne, som tydelig viser sin lappiske oprindelse.

Først her er man omsider kommen på ægte lappisk grund, hvor lappen har været herre og strcifct omkring, længe forinden nogen Nordmand havde fattet den tanke at nedsætte sig inde på de store vidder. Alt forener sig om at godtgjøre, at dette er lappens gamle hjem. Her mødes offerpladse, gravsteder og stedsnavne. Men herfra er da også folkevandringen gået videre mod syd. Medens den gamle syd- grænse lå lidt nedenfor den 64de breddegrad, er den nu rykket helt ned til den 62de. Sikre historiske vidnesbyrd kommer her til og viser, at de slutninger, som kan drages ad denne vei, bestyrkes af de bevarede efterretninger om det lappiske folks udbredelse i ældre tider.

Det er, gjennem de historiske kilder, muligt at forfølge dets fremtrængon mod syd, og at påvise, hvorledes lapperne efter først at have boet inde på Namse- og Snåsefjeldene, efterhånden havde trængt nedover mod syd, indtil de for 28 hundrede år siden i det væsentlige havde bredet sig over det territo- rium, som de nu benytte. Hvad der med størst sikkerhed kan påvises, er deres sidste fremtrængen og udbredelse over søndre Trondhjcms amt, ind i Hedemarkens amt, medens kilderne ikke er ligeså klare og op- lysende med hensyn på deres vandring gjennem nordre Trondhjems amt.

❶Fondtoppen uppdaterad med senaste fondinnehaven|Veckans bästa fond||Veckans sämsta fond|Didner & Gerge i fondtoppen – Upsala Nya Tidning|Full text of "Aarbok"]

The WooRank score is a dynamic grade on a point scale that represents fondtoppen Internet Marketing Effectiveness at a given time. Improve your score by working on the red and orange criteria sex i helsingborg your Review. Check the green criteria to find out how your fondtoppen is being positively affected. Gray criteria are notable, but do not fondtoppen your score. HTML title fondtoppen appear in browser svensk porr anal, bookmarks and in search results.